Poul Nørlem: Optagelse fra Mårslet Egnsarkiv 27/3 1996.
Poul Nørlems samtale med de 2 brødre fra Hørret, Søren og Ejner Gertsen.

De to gamle Hørretdrenge – 93-årige Søren og den 77-årige Ejner –
havde ønsket at se Mårslet Egnsarkiv.
Det var 27. marts 1996. Ved den lejlighed viste Edvard Borgbjerg frem, og Poul Nørlem mødte op med arkivets båndoptager for at få dem til at fortælle om deres tilknytning til Hørret.
Søren Gertsen fortæller, at han er født i 1902, den 23. november, og at Ejner er født i 1919.
’Jeg er født i Malling’ siger Søren. ’Da jeg blev soldat fik jeg Malling-navnet. Det fulgte med i soldaterpapirerne, hvor man var født.
Far og mor begyndte på en ny ejendom på 18 tdr. Land dér på Tandervej og flyttede så til Hørret i 1906.
Vi fire første søskende er født i Malling – Kristiane og mig, Adda og Martin.
Vi var 9 i alt, så de sidste blev født i Hørret. Der er Gunner den første, så Signe, Anker, Karen’ – ’og så kommer jeg som rosinen i pølseenden’
supplerer Ejner.
Sådan begynder samtalen med de to Hørretdrenge der fortæller om deres lange liv herunder deres tid i Hørret.
Hør hele historien her på siden. Portrættet kan også læses i hæftet:
"EN MÅRSLETTER" III om Mårslet borgere og tilflyttere -
portrætteret af Ingerlise Wendland.
Hæftet er udgivet af Mårslet Sogns Lokalhistoriske forening og kan købes for kun 30 kr.

Samtale mellem Poul Nørlem på Mårslet Egnsarkiv 27 marts 1996 med de to brødre fra Hørret, Søren og Ejner Gertsen
Samtalen varer ca. 40 minutter. Lydoptagelsen er afspillet fra kassettebånd og redigeret af Carl Gerhard til en MP3-fil på 39 MB.

Benyt evt. knapperne til at spole frem og tilbage og til at regulere lyden.
Hør hele historien her på siden. Tryk på på afspilleren ovenfor.
Poul Nørlem var medstifter af Mårslet Sogns lokalhistoriske forening i 1984 og formand for foreningen frem til 1999. Herefter medlem frem til 2001 hvor han blev udnævnt til foreningens første æresmedlem.
Han var i mange år lærer på Mårslet Skole og hans store interesse var historie med hovedvægten på lokalhistorien.